Der er mange gode tips til, hvordan du pifter den kedelige beton-altan op med få midler. Plantekasser med alt fra frodige blomster til chiliplanter er vejen frem, hvis du vil skabe en grøn oase i bykernen. Med selvvandingskasser kan du endda sørge for, at planterne bliver vandet, mens du selv får slukket tørsten på den nærmeste café eller er på forlænget weekend i Paris. Find selvvandingskasser, og lad alle tro, at du er født med grønne fingre!
Hvad er selvvandingskasser?
Selvvandingskasser eller kapillærkasser fås i de fleste byggemarkeder eller planteskoler, og de er designet til at vande dine planter automatisk – typisk op til en uge. Perfekt til dig, der har en tendens til at glemme dét der med at få vandet planterne på altanen eller i drivhuset, eller som ikke vil bruge alt for meget tid på at vande i de varme sommermåneder.
Selvvandingskasserne består gerne af en flamingokasse med tilhørende låg – i dette låg er der tre præfabrikerede huller med ”potter”, som skal anvendes til planterne. Vælger du større planter, såsom tomatplanter, skal du muligvis overveje kun at plante i to af hullerne, så planterne får tilstrækkelig plads. Når låget er placeret på kassen, kan du begynde at plante. Tag en plantesæk (kan ofte købes sammen med kassen), og placér den direkte over kassen og dens huller. Sørg for at stoppe mulden godt ned gennem hullerne, og gå i gang med at plante i disse. Du fylder vand og gødning i et lille hul i hjørnet – det er nemt at følge med i vandstanden, så du ved, hvornår du skal fylde på.
Det anbefales, at du anvender en indlægspose i kassen, i tilfælde af at der skulle opstå en lille revne i flamingoen.
Selvvandingskasser i forskellige designs
Selvvandingssystemet fås også enkelte steder som krukker. Den rektangulære selvvandingskasse er dog den mest gængse type på markedet, og den kan anvendes til alle udendørsmiljøer – lige fra altaner til terrasser og drivhuse. Du kan tilmed plante stort set, hvad du ønsker i kasserne. Dog skal du tage højde for, hvor store planterne bliver, og hvor stort et rodnet de kræver, da pladsen i kassen vil være begrænset.
Rent designmæssigt vinder selvvandingskasserne måske ikke ligefrem nogen stor pris, men de er som sagt superpraktiske for dig med en travl hverdag. Der findes desuden flere smarte skjulere til selvvandingskasserne, så du kan skabe et indbydende, og ikke blot funktionelt udemiljø.